Velkommen til Pussyland
Connection.
Pussyland Connection er et spoken word-band bestående af Henrik List, Jokeren (Den Gale Pose), DJ Wunderbaum og August Engkilde (se også AUDIO-del), der mixer ord & beats, historier & musik. - Pussyland Connection kan bookes via www.arte.dk eller www.artpeople.dk Pussyland Connection cd'en udkom i februar 2002 på det københavnske pladeselskab Better Reason Records. CD'en indeholder musik, rap og oplæsning af novellerne "Pussyland", "Jackpot Baby" og "76 lande og 17 moteller" fra bogen "Pussyland - Historier fra Amerika". CD'en kan købes online på Kopenhagenshop og i følgende pladebutikker og boghandler i Danmark:
Ellers kontakt pladebutikken The Other Music, Kronprinsensgade 7, DK-1114 København K - tlf. 33 93 74 93. Spoken word in the House of Pussy Ord & beats, sprog & rytmer, poesi & bas, fortællinger & musikalske stemninger, der hænger sammen imellem ørerne eller stereohøjttalerne i en ny dynamik, hvor sveden får lov at dryppe på litteraturens hvide ark og historierne slippes ud imellem natklubbens varme kroppe. Teksten ikke bare mening fordøjet i andægtig tavshed og lydsporet ikke blot et trendy tapet fra det 21. århundredes lounger - målet: en gensidig påvirkning og afsmitning, så betydningen finder nye klangrum og tonerne bærer følelserne andre steder hen. Nå ja, allermest fordi, det kunne være sjovt at prøve - live såvel som på CD! Det er ikke jazz & poetry, ikke den arketypiske, følsomme lyriker i rullekravesweater med en søvnig jazztrio på siden og en halv kasse portere under mikrofonen (respekt for dét!), men jazz & prose, spoken word eller måske snarere broken word? I hvert fald et litterært og musikalsk hybridshow, en tur on the wild side, hvor hårdkogte, nutidige prosafortællinger fra det amerikanske overdrev møder moderne, elektronisk musik på de skarpe hjørner. Og nej, I behøver ikke at sidde stille med foldede hænder og lukkede øjne, men kan både vippe med foden, snakke sammen (bare ikke for højt, OK?), ryge en helvedes masse smøger, tjekke stedets babes (af det ene eller det andet køn) og hente nye fadøl i baren, når Pussyland Connection er på scenen. Eller tænde et stearinlys, nappe en opvask og drikke en flaske rødvin i nærheden af anlægget derhjemme, mens denne CD snurrer i mørket... Pussyland Connection er en løst sammenhængende kvartet udsprunget af fire programmer på radioens P1/U-land i sommeren 2001 og en live-optræden under jazzfestivalen i juli på det københavnske spillested Vegas Lounge. Undertegnede læser op fra min novellesamling "Pussyland - Historier fra Amerika" til et særligt elektronisk og akustisk soundtrack, samplet, komponeret, scratchet og spillet af DJ Wunderbaum og bassisten August Engkilde - med Jokeren fra Den Gale Pose som toastmaster på håndholdt stand-up rap. Denne CD, "Pussyland Connection", indeholder tre af de i alt ti historier i bogen: "Pussyland", "Jackpot Baby" og "76 lande og 17 moteller". Samt fire nye monologer af Jokeren, der guider lyttere og publikum igennem teksternes univers. Tja, vi prøvede, og syntes egentlig, resultatet er blevet ret fedt. Mere er der ikke at sige om dén sag. Kerr-CHING! Henrik List, Vesterbro/House of Pussy, november 2001.
Det er jazz and prose. Det er musik og litteratur smeltet sammen. Det er tilbagelænet og psykedelisk, energisk og stille insisterende. Det er jazzet og jivet med beats og breaks og sære samples. Det er spoken word anno 2001 uden hængerøv og fløjlsbukser. Det er arven og inspirationen fra beatnikkerne, Jack K. og Steve Allen og Peter Laugesen, Dan Turell, John Gilmores psykotiske noir og gale studieværter som Joe Frank. Det er en kvartet. Det er DJ Wunderbaums samplinger og fragmenter og ekkoer og loops. Det er August Engkildes enkle flader og beats og bas live. Det er Jokeren fra Den Gale Pose med det fuldfede flow, der gir den som veloplagt toastmaster med sine svedige cut-ups af novellerne fra Pussyland. Det er List selv på fortælle-trip ned af den 12-sporede amerikanske mytologiske motorvej. Det er sex, drugs, musik. Det er minder og melankoli, og måske allermest drømme, drømme og atter drømme. Det er vemod og venskab og vildskab og "bend over bitch" og store drenge på fræk fri-weekend i las vegas. Det er spindelvæv, dampende kaffekrus mellem cowboybukse-ben, skorpioner, caligula-burgere og endeløse motorveje, cirklende gribbe, svulmende tatoverede biceps og badedyrs-krokodiller i svimming-pools efter jordskælv set gennem øjnene dagen derpå.. Gordoninc.17.10.2001. Pussyland Connection kan hyres til spoken word-shows hos Arte |
||||||||||
Henrik List: Forfatter og journalist. Har udgivet en række bøger, senest "Tilbage til Tanger - En pilgrimsrejse i Beat-generationens fodspor" (1997), "Deadline 2000 - Remix fra 90'erne" samt novellesamlingen "Pussyland - Historier fra Amerika" (maj 2001). Kulturskribent på Berlingske Tidende og indenrigsredaktør på Magasin Schäfer. DJ Wunderbaum (Anders-Peter Andreasen): DJ, komponist og eventarrangør. Tidligere medejer af natklubben Professor Bop i Århus samt Stereo Bar og Imbiss Bar i København. Medvirker i jazz & poetry-gruppen Mindspray (sammen med digteren Peter Laugesen), kunstinstallationen "The Wake" og house/jazz-projektet "Mobile". August Engkilde: DJ, musiker, producer og komponist. Har som bassist medvirket på en lang række jazz-indspilninger og i eget navn udsendt bl.a. "Police Beat Box", "Mobile" og "Warum sollten wir angst vor grossen tieren haben?". Skaber installationer og udgiver eksperimental, elektronisk musik sammen med kunstkollektivet Superflex, og spiller i Mindspray og bandet Elektrazz. Jokeren: Rapper, tekstforfatter, producer og heltids-stodder. Har arbejdet som producer for bl.a. Ice Cube og Eazy E i L.A. og har siden 1995 været frontmand i rapgruppen Den Gale Pose, der har udgivet EP'en "Flere Ho's" samt LP'erne "Mod rov", "Sådan er reglerne" og "Definitionen af en stodder". (Tekniker Kim "Galar" Hansen har været med i københavnske grupper som Institute for The Criminally Insane, Grind og Amstrong, og udgiver sine egne techno-projekter under navnet Antenne.) |
||||||||||
Af Nanna Boye - Vesterbrobladet. ‘This city is like one big pussy waiting to get fucked...’ Mere klart og kontant kan det vist ikke siges. Citatet findes i bogen ‘Pussyland - historier fra Amerika’; det er nu lånt fra filmen ‘Scarface’, men er meget beskrivende for bogens indhold. Det er en række noveller, beskrevet og oplevet af Henrik List gennem 15 års rejser til USA, hvor der er sat fokus på underlivets univers. - Bogen er også for kvinder, understreger den 36-årige forfatter, der bor på Vesterbro. Han tager ofte over Atlanterhavet, når han skal væk fra det pæne Danmark. Over for at udforske den side af USA, som de fleste turister rejser uden om eller lukker øjnene for, når de bliver konfronteret med den side af landet. Handlingen er en vandring gennem stripbarer og oplevelser i slumkvarterer med fokus på alt fra lolita-ludere, asfaltcowboys til nazibøsser. - Man kan sige at det handler om sex, drugs and rock and roll. Det er røverhistorier fra mine mange rejser til USA. Bogen handler om mine oplevelser i midten af 80’erne og 90’erne. Det er et tilbageblik på en ung mands oplevelser; en blanding mellem fakta og fiktion, siger Henrik List, der nævner Los Angeles og New York som sine favorit byer. Ord og rytmer ‘Pussyland - historier fra Amerika’ er netop udgivet, men i denne uge kan man opleve forfatteren læse op fra bogen. Det sker i en kombination af oplæsning og musik kaldet ‘Pussyland Connection’. Det foregår i Vegas lounge, hvor aftenens toastmaster er Jokeren fra den Gale Pose. Han introducerer bogens univers ud fra egne tekster. Musikken varetages af dj Wunderbaum og bassisten August Engkilde, som leverer ambient-musik med jazzede undertoner. - Jeg er fascineret af kombinationen litteratur og musik. Der er en gensidig påvirkning, jeg godt kan lide. Hvis man bare læser op, kan det godt virke lidt støvet, jeg synes musikken løfter teksterne. Det her er jazz and poetry, en fusion mellem ord og rytmer, hvor musikken skal være med til at skabe stemningsbilleder til bogen, forklarer Henrik List, der har udvalgt tre noveller fra bogen, hvilke vil han dog ikke oplyse. Der skal være lidt overraskelser til publikum. Oplæsningen er en slags opvarmning til et af de varme navne på den danske klubscene: Blue Foundation og Pelding, der leverer en blanding af danse- og lyttemusik, og som kan høres live for første gang. Oplæsningerne kan i øvrigt også høres på P1 de kommende tre tirsdage. Landet leverpostej Henrik List har mange inspirationskilder, men én af de få danske forfattere han nævner er Suzanne Brøgger og hendes ‘Creme Fraiche’. Desuden nævner han de amerikanske forfattere Charles Bukowski og Dennis Cooper, samt Hubert Selby. - Jeg bliver også inspireret af film, kunst og musik. Jeg har altid været til elektronisk musik, som f.eks. R&B, hiphop og house, men også reggae, forklarer Henrik List, der har valgt ambient-musik som underlægning til oplæs- ningsaftenen på fredag. Deres udsendte møder forfatteren på Enghave Plads på Café Oonas, og da Henrik List har boet og beskrevet livet på Vesterbro de senere år, falder snakken på bydelen. - Byfornyelsen er sket på bekostning af det gamle Vesterbro. Der er heldigvis stadig en balance mellem det nye, smarte og det gamle Vesterbro. Men hvis der kun kommer trendy caféer og smarte forretninger i Istedgade, så er gaden død, siger forfatteren. Han fortsætter: - Jeg håber ikke tonen ændrer sig. Vesterbro har altid været et rummeligt, tolerant sted, hvor der også er plads til lidt larm og ballade. Sammenlægningerne af samtlige lejligheder er et politisk projekt, som jeg ikke er enig i, fastslår Henrik List og pointerer at grunden til, at han er så vild med USA er, at landet har plads til det hele, subkulturer og ekstreme kontraster. - Der er en dynamik i USA, som jeg godt kan lide. Og når Danmark bliver lidt for provinsielt, lidt for meget socialdemokratisk leverpostej, så skal jeg ud at rejse, fortæller forfatteren. |
||||||||||